Lundevangens historie

 

Lidt facts om Lundevangens historie (af Inger Glerup)

Jeg synes, det er spændende at kende historien bag det sted, hvor man bor. Jeg tænker, andre kan have den samme interesse, derfor denne artikel.

Lundevangen er indviet i 1978.

Men hvad fandtes på denne grund inden da???

Her var arbejderboliger til Tuborgs Bryggerier. Disse boliger blev opført i årene 1874-76. Tuborg var inden da startet på at eksportere øl på flasker og havde derfor anlagt et glasværk. Produktionen på glasværket var imidlertid afhængig af, at arbejderne kunne tilkaldes dag og nat nøjagtig på det tidspunkt, hvor glasmassen havde den rette temperatur. Det var derfor karakteristisk for datidens glasværker, at de ofte havde en arbejderby tilknyttet, således også Tuborgs glasværk.

Philip W. Heyman, som var en af bryggeriets grundlæggere, havde ønsket ”mønsterværdige og tidssvarende boliger”, således at en fast og stabil arbejdsstyrke kunne knyttes til fabrikkerne. Boligkomplekset her på vores grund bestod derfor af otte huse hver med bolig til fire familier. Hver bolig havde to værelser og egen have. Desuden opførtes et fælles hus med indkvarteringsmuligheder for de ugifte arbejdere. Der knyttedes også egen skole, marketenderi, købmandsbutik og lægetjeneste til komplekset. Det fungerede som et lille bysamfund i lighed med andre arbejderkolonier ved landets store virksomheder. Komplekset blev nedrevet i midten af 1970’erne, og så blev de nuværende 154 kollektivboliger opført.

Det var daværende socialborgmester i Københavns kommune Lilly Helveg Petersen , som havde ideen til disse boliger, som blev opført af EGV (ensomme gamles værn). Arkitektfirmaet var Hvidt og Mølgaard-Nielsen og haveanlægget blev anlagt af Klint og K. Lund Sørensen. Det var ikke udpræget luksusbyggeri men boliger med en hensigtsmæssig indretning, i en åben og lav parkbebyggelse.

Fra starten var boligerne ejerboliger , mens kollektivcentret eller fællesbygningen var ejet og drevet af EGV. Priserne for lejlighederne var dengang 425.000, 500.000 og 550.000 kr.

Byggeriet blev afleveret den 23.1.78, og den 12.marts var der åbent hus med 5-6.000 besøgende. Lejlighederne blev solgt rimelig hurtigt.

I 1990-erne blev EGV opdelt, derfor blev centret overdraget til Ejerforeningen i 1998 for en halv million kroner, vurdering 11 millioner, men uanvendeligt for andre.

Selvom Lundevangen efterhånden er en ældre dame er hun stadig en succes.