Et stenkast fra Strandvejen, et øjeblik fra København og med bus og tog inden for rækkevidde ligger Lundevangen i rolige omgivelser, men alligevel tæt på det hele.
Bebyggelsen er en toetagers rødstensbebyggelse fra 1978. Den rummer 154 ejerlejligheder mellem 66 og 89 kvadratmeter. Stuelejlighederne har udgang til en lille have på den ene side, og på den anden side åbner hoveddøren ud mod en overdækket gang. Førstesalslejlighederne har en rummelig altan, og hoveddøren åbner ud til en overdækket svalegang, som forbinder hele bebyggelsen. Der findes elevatorer, som forbinder etagerne. Hver lejlighed er tildelt et lille opbevaringsrum i kælderen.
Bebyggelsen ligger i et smukt haveanlæg tegnet af landskabsarkitekterne Klint og Lund Sørensen.
Man skal være fyldt 55 år for at købe en lejlighed i bebyggelsen. Mange af vores beboere har valgt at bo i en relativt lille lejlighed for i stedet at få del i flere gode fælles faciliteter og mulighed for at deltage i aktiviteter sammen med andre. Fællescentret indeholder blandt andet spisesal, svømmehal, selskabslokale og reception.
Lundevangen sætter pris på, at ejerne aktivt medvirker til at opretholde en del interessegrupper, et godt beboerdemokrati og en god ejerforening, der består af ejerne. Vi regner derfor med, at du er interesseret i at arbejde for, at vi kan blive ved med at være et aktivt og demokratisk sted at bo.
Når du er flyttet ind, får du en grundig introduktion til husorden mm i receptionen, ligesom du bliver inviteret til et møde for nye ejere.
Læs mere om vores aktiviteter under punktet Aktiviteter.